Grundstenen til Andelsbevægelsen begyndte at tage form i Danmark til sidst i 1700-tallet. Tidens trange vilkår for de svage i samfundet førte til indførelsen af den almindelige undervisningspligt i 1814, som kom analfabetismen til livs, og bønderne organiserede sig i landbo- og produktionsforeninger igennem 1840’erne. Opfattelsen var, at samarbejde - i stedet for konkurrence - skulle skabe bedre vilkår for forbrugere og producenter.
Den 10. juni, 1882 blev Hjedding Andelsmejeri stiftet i Vestjylland, og det blev til forbilledet for fremtidens andelsmejerier- og slagterier, som begyndte at skyde op i løbet af de følgende årtier. Fællesøkonomien tillod mejeriet at investere i dyre, nyopfundne centrifuger til forbedret bearbejdning og sammenføring af forskellige typer mælk. Andelsmejeriets love sikrede vigtigst af alt:
Ens afregning for alle andelshavere: Leverandørerne var sikret samme pris pr. kande mælk, uanset størrelsen af deres produktion.
Stemmelighed: Hver leverandør havde lige demokratisk stemme uanset dennes antal køer - “efter hoveder og ikke efter høveder”.
Solidarisk ansvar: “Samtlige interessenter garanterer alle som én og én som alle”.
Efter århundredeskiftet havde andelsbevægelsen spredt sig, og ved slutningen af 1930’erne behandlede forskellige andelsvirksomheder 91% af den samlede danske mælkemængde, 50% af smøreksporten og 85% af svineeksporten. Det antages, at 40-45% af befolkningen var del af en eller flere andelsforeninger.
Andelsbevægelsens filosofi mærkedes også i byerne, hvor boligforeninger opstod som modtræk til boligmarkedets dårlige vilkår; udlejerne kunne nemlig efter forgodtbefindende hæve lejen på deres ejendomme. Tanken var derfor at skabe kvalitetshuse, hvor priserne stemte overens med byggeomkostningerne, og hvor beboerne ikke skulle frygte for pludselige prisstigninger.
I den første boligforening fra 1865, Arbejdernes Byggeforening, stiftet i København af grosserer M. Melchior og læge F.F. Ulrik, betalte man et fast beløb for medlemskab. Som boligerne blev bygget, blev der trukket lod om hvem ejerne blev. I 1887 blev foreningerne juridisk anerkendt, og op til begyndelsen af 1900-tallet tog den nye boligform kraftigt om sig.
De første foreninger blev stiftet af borgerskabet, men ved århundredeskiftet blev de typisk grundlagt af arbejderne selv. I stedet for at blive udloddet og overdraget til medlemmerne, købte man sin andel i foreningen og fik derigennem kontrakten på sit nye hjem. Man gik i denne periode også over til at lave lejlighedsbygninger frem for enkeltboliger, og arbejderklassens levestandard steg gradvist de næste mange årtier.
Andelstanken fortsætter hos AndelsHotel i et nyt paradigme for feriebranchen: Gennem fælleseje er vores ønske at hæve niveauet for hvad feriens hjem kan være - for både stedet, lokalområdet og forbrugeren. Du kan stifte bekendtskab med vores grundlæggende vision for AndelsHotel og Palacete Rossio i vores Manifest.