Nøglerne til Palacetet
Fredag d. 16. marts markerede en vigtig dag for Andelshotellet og beboerne i Povoa e Meadas - det var den dag vi fik nøglerne til Palacete Rossio. Et nyt kapitel kan nu begynde.
Rossio Paladset har været centrum for byen Povoa e Meadas i næsten 200 år. Det ligger på hovedtorvet i byen (Largo do Rossio). Med sin arkitektoniske detaljerigdom og udsøgte materialer, kan man ikke undgå at lade sig betage af Paladset. For at forstå vigtigheden af Palacete Rossio for lokalbefolkningen, må vi dykke ned i historien. Det vil vi gå i dybden med i et separat indlæg. Kort fortalt kan Rossio Paladsets betydning for Povoa e Meadas sammenlignes med Frederiksberg Slot's betydning for Frederiksberg kommune - det er den bygning, der afbildes som symbol på byen og som byens sociale og kulturelle liv kredser om. Den adelige familie, som har ejet slottet i generationer, har været hovedarbejdsgiver for lokalbefolkningen.
Det var således ikke så mærkeligt, at vi blev modtaget i byen som var vi "royale" - med officiel velkomst på Rådhuset i Castelo de Vide, frokost og middag med Borgmesteren, samt møde med præsidenten for Juntaen i Póvoa e Meadas. Vi blev eskorteret ud til diverse seværdigheder af borgmesterens stab, og på det lokale posthus kom ejeren ud for at lykønske os. Det var en overvældende og helt igennem varm modtagelse. Nedenfor kan du læse en oversættelse af Borgmesterens officielle udtalelse.
OVERSÆTTELSE af Borgmesterens Velkomsthilsen:
Velkommen til parret Mathilde Jakobsen og Filipe Leal.
Med den gæstfrihed som de fortjener, har vi fulgt det venlige par, som har købt Fru Maria Amélia's slot, en referencebygning for Póvoa e Meadas,
Udover dets egen effektive bolig, vil denne ejendom blive omdannet til et vigtigt turistprojekt med et innovativt koncept baseret på en tæt relation med et Nordisk land.
Póvoa e Meadas og kommunen takker for, at valget faldt på vores jord.
Velkommen og de bedste ønsker.